Digital Sundhed - herunder brugen af digitale teknologier i sundhed - er blevet et stadigt mere fremtrædende felt inden for de rutinemæssige og innovative anvendelser af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) til at imødekomme stigende pres på sundhedsvæsener globalt (1).
Udrykket 'Digital Sundhed' er først og fremmest forankret i eHealth, defineret som "brug af IKT til støtte for sundhed og sundhedsrelaterede fagområder". Mobil sundhed (mHealth) udgør således en delmængde af eHealth, defineret som "brug af mobile, trådløse teknologier til sundhed" (1).
Nyligt blev begrebet 'Digital Sundhed' introduceret som "paraplybegreb, der indbefatter eHealth - der igen inkluderer mHealth - såvel som nye områder, fx avanceret brug af it i form af big data, maskinlæring og kunstig intelligens".
WHOs resolution om digital sundhed (maj 2018) blåstemplede digitale teknologiers samlede værdi ift. at bidrage til at fremme universel sundhedsdækning og andre centrale mål for bæredygtige sundhedsudviklinger.
Der blev konkret opfordret til at "vurdere brug af digitale teknologier inden for sundhed [...] samt at prioritere udvikling, evaluering, implementering, opskalering og større brug af digitale teknologier [...] at fremme evidensbaserede digitale sundhedsinterventioner" (1).
Vores mission inden for digital sundhed er, at:
samskabe digitale løsninger, der succesfuldt bliver implementeret i hverdagen i
almen praksis, samt at opbygge teoretisk-praktiske modeller for implementering,
der via anbefalinger til systematisk spredning af sundhedsinnovationer fører til
mere og bedre sundhed på system-, praksis- og brugerniveau (Triple Aim).
Vores vision inden for digital sundhed er, at:
blive Danmarks førende (forsknings)enhed for digital sundhed i almen praksis.
Strukturelle udfordringer: Større specialisering og højere grad af centralisering i det danske sundhedsvæsen i kombination med accelererede behandlinger på (super)sygehusene øger efterspørgslen efter ydelser i det nære sundhedsvæsen – særligt i almen praksis, men også i kommunerne. Længere levealder og større forekomst af de store livsstilssygdomme indebærer øget behov for opfølgning og behandling i almen praksis. Når presset på almen praksis for at løse flere opgaver er stigende – og lægemangel samtidig er udbredt nationalt – er det toprelevant at afsøge mulighederne for komplementære digitale tiltag i praksis (2).
Tid i almen praksis: Lægerne anvender størstedelen af arbejdstiden på konsultationer (60-70%), mens 12% bruges på digital kommunikation, fx at læse mails og få styr på indbakken, svarende til mindst en time om dagen (2).
Digital versus non-digital: Det er både vel- og anerkendt, at digitale teknologier kan spille en innovativ rolle i forsøget på at styrke sundhedssystemer. Samtidig er der behov for at vurdere digitale teknologiers fordele og ulemper systematisk for at sikre, at nye digitale investeringer ikke uhensigtsmæssigt re-allokerer ressourcer fra non-digitale ydelser og løsninger. Det kalder på en komplementær forståelse af digitale teknologiers anvendelse for at supplere eksisterende non-digitale løsninger (1).
Digitalisering i almen praksis skal forbedre arbejdsforholdene for læger og medarbejdere ved at automatisere arbejdsopgaver og selvstændiggøre digitalt parate patienter for at frigøre tid til mere værdiskabende opgaver og funktioner (2). Vi fokuserer særligt på følgende seks mulighedsrum: