Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

MOVE: fysisk aktivitet, folkesundhed og almen praksis

En aktiv livsstil med motion i fællesskab fremmer sundheden

Forskningsgruppen MOVE forsker i, hvordan befolkningen fastholdes i en aktiv livsstil, og hvordan læger i almen praksis kan "ordinere" fysisk aktivitet. En inaktiv livsstil øger risikoen for bl.a. hjerte-kar-sygdomme og diabetes, men det øger også risikoen for psykiske lidelser som depression.

I et folkesundhedsmæssigt perspektiv er inaktivitet et stort problem, da 29 pct. af den voksne danske befolkning vurderes at være inaktive. De praktiserende læger har tæt kontakt med den danske befolkning. Derfor har de en nøglerolle, hvis andelen af inaktive danskere skal reduceres vha. målrettede indsatser.

Gruppen er organiseret som en tværfaglig forskningsgruppe med ekspertise inden for bl.a. epidemiologi, biostatistik, medicin, fysioterapi og folkesundhedsvidenskab. Gruppen har et tæt samarbejde med forskere ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Sammen med eksterne aktører arbejder gruppen på at udvikle et "social prescribing"-redskab i en dansk kontekst, så praktiserende læger og andre sundhedsprofessionelle kan anvise sundhedsfremmende og fællesskabsorienterede tilbud i lokalsamfundet til udvalgte grupper af borgere.

Formålet er at forbedre borgernes helbred og velvære. Aktiviteterne involverer typisk frivillige, f.eks. idrætsforeninger, og leveres enten via eksisterende tilbud eller som nye aktiviteter.