Hvad er dit forskningsområde?

Jeg forsker i social ulighed i medicinsk behandling. Sammen med mine kollegaer stiller jeg de brede spørgsmål: Behandles nogle patienter oftere end andre med uhensigtsmæssig medicin? Sker det i særlige typer af praksis? Eller i bestemte områder? Vi zoomer også ind på mulige løsninger i almen praksis. For eksempel undersøger vi, hvilken rolle den sociale position spiller i medicinsamtalen hos lægen. Og vi har udviklet et redskab, som kan hjælpe patienten med at forberede sig og tage del i beslutningerne.

Hvorfor er det vigtigt?

Ulighed i sundhed behøver ikke at være udtryk for social ulighed. Det kan skyldes gener, køn, alder eller andet. Men når borgerens sundhed bestemmes af den enkeltes sociale position i samfundet, er der tale om uretfærdige forskelle. I det danske samfund har vi valgt, at borgerne skal have fri og lige adgang til sundhedsvæsenet. Så der bør ikke være så store forskelle. For eksempel dør flere af de dårligst stillede af sygdomme, som rent faktisk kan behandles. Det er ofte de veluddannede, som får mest og bedst behandling. På engelsk kalder de det ’the inverse care law’. Det er uacceptabelt for de dårligst stillede, men det er også dyrt for samfundet. Danske Regioner anslår i rapporten ’Sundhed for livet’, at op mod 90 procent af udgifterne til førtidspension kunne undgås, hvis alle borgerne i aldersgruppen 30-64 år havde samme sundhedstilstand som de veluddannede. Sundhedsvæsenet har en del af ansvaret for denne forskel.

Hvordan kan almen praksis være med til at reducere ulighed i sundhed?

Den praktiserende læge udskriver de fleste recepter i Danmark og har overblik over patientens samlede behandling. Både lægerne og praksispersonalet har et unikt kendskab til deres patienter og en kontinuitet i relationen til dem, som ikke ses i det øvrige sundhedsvæsen. Kendskab og kontinuitet er især vigtigt for de sårbare patienter, som har flere kroniske sygdomme, har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet eller står i en svær livssituation. Her har almen praksis en central rolle med at hjælpe med at nedbryde de strukturelle og kulturelle barrierer, som nogle patienter møder i sundhedsvæsenet.

Hvilke tiltag kræver det?

Almen praksis gør allerede en stor indsats for at nå ud til alle patienter. Mange klinikker har særlige tiltag for sårbare grupper, for 'business as usual' rækker sjældent, hvis sygdomsbilledet er komplekst, eller patientens livssituation er udfordrende. Men hvis vi skal tættere på målet om lige adgang til sundhed for alle, skal klinikkerne også have mulighed for at indrette sig sådan, at de kan tilbyde mest til dem, som har størst behov. Men det er ikke en let opgave. Jeg tror på, at forskning og praksis skal gå hånd i hånd, så vi ikke bare får ny viden, men også finder nogle løsninger, som kan lade sig gøre i virkeligheden. Og det kræver, at vi ser på både de organisatoriske rammer og interaktionen mellem læge og patient.

Hvad er dit vigtigste budskab?

Det er skadeligt for både den enkelte og for samfundet, at den sociale ulighed i sundhed stiger. Sundhedsvæsenet har et ansvar for at nedbringe den, og almen praksis er en vigtig spiller. Det kræver både viden og særlige indsatser at hjælpe de patienter, der oplever barrierer. Og de tiltag skal skabes i et samarbejde mellem forskning og praksis. Alt lige fra organiseringen af almen praksis til relationen mellem lægen og patienterne skal tænkes ind, hvis vi for alvor vil gøre noget ved det.