Ph.d.-afhandling sætter fokus på tilbagefald af kræft
Den praktiserende læge er ofte involveret i diagnosticeringen af tilbagefald af kræft. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet.
Flere og flere overlever en kræftsygdom. Tidlig opsporing af tilbagefald er vigtigt, da det potentielt kan forbedre patientens prognose og øge livskvaliteten. Ifølge regeringens nyeste kræftplan skal almen praksis fremover spille en større rolle i kræftopfølgning, hvor den eksisterende model er forankret på hospitalerne.
Den jævnlige kontakt mellem praktiserende læge og patient giver gode muligheder for at opspore tidlige tegn på tilbagefald efter en kræftsygdom. Vi mangler dog viden om de forløb, der går forud for diagnosticeringen af tilbagefald ved forskellige kræfttyper i almen praksis.
En ny ph.d.-afhandling har undersøgt, hvor meget de praktiserende læger er involveret i diagnosticeringen af tilbagefald af kræft, hvordan de vurderer og behandler symptomer på tilbagefald, og hvordan disse handlinger påvirker patienternes prognose.
Mistanke om kræft udløser henvisning
Det samlede projekt består af tre observationsstudier, der kobler registerdata med en spørgeskemaundersøgelse om det diagnostiske forløb i almen praksis. Studierne omfatter patienter, der blev diagnosticeret med tilbagefald af én af i alt syv undersøgte kræfttyper i perioden fra 1. januar 2022 til 31. maj 2024.
Fire ud af ti patienter havde den første konsultation i et udredningsforløb (indekskonsultation) hos deres praktiserende læge. Hos halvdelen mistænkte lægen kræft, og seks ud af ti patienter blev henvist til diagnostiske undersøgelser. De korteste diagnostiske intervaller sås hos symptomfrie patienter, når lægen mistænkte kræft ved indekskonsultationen og henviste til kræftpakke.
Hos patienter, som havde en indekskonsultation hos den praktiserende læge i perioden mellem planlagte opfølgningsbesøg på hospitalet, sås en fordoblet toårig dødelighedsrisiko sammenlignet med patienter, hvor den praktiserende læge ikke var involveret.
Lægens rolle bør understøttes strukturelt
Resultaterne understreger, at den praktiserende læge har en afgørende rolle ved påvisning af tilbagefald af kræft. Denne rolle kan understøttes yderligere gennem strukturelle tiltag, f.eks. bedre udnyttelse af kræftpakkerne, optimering af adgang til sparring med specialister på hospitalerne og klare retningslinjer for praktiserende læger.
Studierne viser en høj dødelighed blandt patienter med en indekskonsultation i almen praksis. Det afspejler sandsynligvis aggressiv sygdom – snarere end de praktiserende lægers handlinger. Det bør tages i betragtning i fremtidige interventioner, der sigter mod at forbedre prognosen hos de mange, der i dag overlever en kræftsygdom og får tilbagefald.
Forsvar den 3. marts 2026
Kasper Grooss forsvarer sin ph.d.-afhandling ”Cancer recurrence detection in general practice” tirsdag den 3. marts 2026 kl. 14.00 i AIAS Auditorium (1663-201), Aarhus Universitet, Høegh-Guldbergs Gade 6B, 8000 Aarhus C.
Forsvaret er offentligt. Alle er velkomne. Efter forsvaret afholder Forskningsenheden for Almen Praksis reception i lokale 1261-118 (frokoststuen) på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Om projektet
Ph.d.-afhandlingen og de tre videnskabelige artikler udgår fra Health ved Aarhus Universitet. Projektet er udført i et tæt samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.
Projektet har modtaget støtte fra Helsefonden, Forskningsfonden for Almen Praksis i Region Midtjylland, Fonden for Almen Praksis, Multipraksisudvalget under Dansk Selskab for Almen Medicin, Lilly og Herbert Hansens Fond, Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget (KEU) i Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Yderligere oplysninger
Ph.d.-studerende Kasper Grooss
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed &
Forskningsenheden for Almen Praksis
E-mail: k.grooss@ph.au.dk
Projektets tre delstudier
- Grooss K, Rasmussen L, Christensen K, Pedersen AF, Nekhlyudov L, Falborg AZ, Vedsted P. Detecting cancer recurrence in general practice: a Danish national cohort study. Br J Gen Pract. 2026 Jan 26:BJGP.2025.0174.
- Grooss K, Rasmussen L, Christensen K, Pedersen AF, Falborg AZ, Vedsted P. Clinical assessment of recurrent cancer: a Danish cohort study in general practice. Br J Gen Pract. 2026 Jan 30;76(763):e141-e150.
- Grooss K, Rasmussen L, Christensen K, Pedersen AF, Falborg AZ, Vedsted P. Mortality following cancer recurrence detected in general practice: a Danish cohort study. Submitted.
