Kaj Sparle Christensen konstitueres som forskningsleder

Efter mere end syv år på posten stopper Per Kallestrup som forskningsleder den 30. september 2026. Kaj Sparle Christensen konstitueres som leder af forskningsenheden pr. 1. oktober 2026.

Per Kallestrup satte sig i chefstolen for Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus den 1. februar 2019. Dengang var han kendt for sin store udlængsel og sit globale engagement. Det er han stadig. 

Det er også hans udlængsel og globale engagement, der nu har fået ham til at vende blikket mod Kigali i Rwanda, hvor han fremover skal lede et nyt ”global health”-forskningscenter i samarbejde med tre rwandiske universiteter og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.

Farvel til Per Kallestrup

Som forskningsleder har Per Kallestrup prioriteret det gode fællesskab og samarbejde på tværs. Han har skabt rum for faglig sparring, nye muligheder og fælles initiativer på tværs af forskningsområder og fagligheder. Han har skabt et miljø, hvor man hjælper hinanden, deler idéer og løfter sammen.

Hans utrættelige tro på, at det nytter at prøve, når man brænder for noget, har betydet, at mange spæde forskningsprojekter gennem årene har fået lov til at vokse sig stærke under hans lederskab. Hans store faglige engagement har samtidig altid givet plads til fest, farver og et enkelt citat eller to.

Velkommen til Kaj Sparle Christensen

Kaj Sparle Christensen er praktiserende læge og professor i almen medicin. Han har i en lang årrække været tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus som seniorforsker.

Som konstitueret forskningsleder vil han i den kommende tid have et særligt fokus på at styrke den praksisnære forskning og dens værdi for patienter og medarbejdere i almen praksis.

Afskedsreception for Per Kallestrup: fredag den 25. september 2026

Forskningsenheden for Almen Praksis afholder en uformel afskedsreception fredag den 25. september 2026 kl. 14.00 i Frokoststuen ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Tilmelding: senest den 18. september 2026