Projekter om "green care"


Trivselsbyer – byen som ramme for sundhed og trivsel

Mental, fysisk og social mistrivsel er en af de største udfordringer for folkesundheden i Danmark, og det rammer særligt socialt udsatte grupper. De oplever oftere stress, angst, ensomhed og lav fysisk aktivitet. Det forstærkes i bymiljøer, som er præget af støj, forurening og begrænset adgang til grønne områder.

Forskning viser, at rekreative byrum og trygge fællesskaber kan fremme sundhed, trivsel og social sammenhængskraft. Derfor er det centralt i byudviklingen at skabe rammer, der understøtter både fysisk og relationel mobilitet, så alle - uanset social baggrund - har mulighed for at deltage og bevæge sig frit i byens fællesskaber. 

Det overordnede mål med projekt “Trivselsbyer” er at fremme mental, fysisk og social sundhed og trivsel i danske byer gennem udvikling af sundhedsfremmende, forebyggende og rehabiliterende bydesign. Fokus er på små og mellemstore byer eller byområder i større byer, og i projektet indgår konkrete byer og bydele, hvor der på baggrund af internationale erfaringer og lokal samskabelse iværksættes konkrete byrumseksperimenter og læreprocesser. Derudover udvikles viden, metoder og cases, som andre byer kan bruge til at styrke udviklingen af trivselsbyer.

Projektgruppen består af Claus Vinther Nielsen og Claus Løvschall fra DEFACTUM og Aarhus Universitet, Jens Peter Jensen fra MarselisborgCentret i Aarhus, Peter Bassø Duus og Anders Lindberg Kjær fra ingeniørvirksomheden WSP i Aarhus, Nanna Finne Skovrup og Birgitte Hoffman fra Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling ved Aalborg Universitet, København, samt Signe Salanson Jensen-Smidt og Nanna Holt Jessen fra Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus.

Aktuelt søges midler til at udvikle og afprøve metoder i en række danske kommuner. 


Nature Impact – udvikling af naturbaserede sundhedsindsatser til mennesker med angst, depression og stress

Projektet blev igangsat i november 2023. Formålet er at udvikle en programteori, der bygger på en systematisk gennemgang af tilgængelig viden og redegørelse for, hvorfor, hvordan, og under hvilke omstændigheder naturbaserede sundhedsindsatser virker til mennesker med stress, angst og depression, og hvilke måleredskaber der kan anvendes til evaluering af indsatserne.

Derudover er det et formål at sikre en solid implementeringsstrategi for programteorien, der kan understøtte fremtidige bæredygtige naturbaserede indsatser for mental sundhed som et relevant tilbud til mennesker med stress, angst og/eller depression. Med afsæt i programteorien udvikles og evalueres et eller flere forløb til målgruppen i praksis. Dermed testes skalerbarheden af indsatserne.

Projektet udføres i et samarbejde mellem Københavns Universitet, DEFACTUM, MarselisborgCentret, Aarhus Universitet og Forskningsenheden for Almen Praksis.

Projektet støttes af en bevilling fra 15. Juni Fonden.


Praktiserende lægers engagement i bæredygtig omstilling af almen praksis

Projektet om almen praktiserende lægers engagement i en bæredygtig omstilling blev sat i gang i september 2024. Det tog afsæt i et ønske om at bidrage med systematisk viden om holdninger, motivation og handlemuligheder blandt praktiserende læger i relation til bæredygtighed inden for ESG-rapportering, miljø og klima, sociale forhold og ledelse.

Formålet med studiet var at undersøge alment praktiserende lægers perspektiver på bæredygtighed i almen praksis, og hvilke faktorer der motiverede og udfordrede dem i arbejdet med at gøre deres praksis mere bæredygtig. I alt 11 praktiserende læger fra hele landet deltog i interviewstudiet.

Projektet varetages af Sigrid Moesgaard Larsen. Vejledergruppen består af Malene Plejdrup Hansen, Torsten Risør, Jens Søndergaard, Kristian Damgaard Lyng, Ásthildur Árnadóttir og Nanna Holt Jessen.

Projektet er støttet af en bevilling fra Lundbeckfonden.


Læs den videnskabelige artikel


Praktiserende lægers tilgang til grøn omstilling

Projektet har til formål at undersøge danske praktiserende lægers viden om, engagement i og motivation for en grøn omstilling af almen praksis. Målet er at opnå en større forståelse af, hvilke faktorer der påvirker lægers tilgang og adfærd, herunder eksisterende barrierer for implementering af miljø- og klimavenlige tiltag.

Projektet er en videreførelse af “Praktiserende lægers engagement i bæredygtig omstilling”, men det aktuelle projekt vil udelukkende fokusere på klima- og miljømæssig bæredygtighed. På baggrund af tidligere interviews af praktiserende læger vil vi udvikle et spørgeskema til at undersøge centrale tematikker i en større gruppe af praktiserende læger på tværs af landet.

Projektet varetages af forskningsårsstuderende Lea Kramer Knudsen i samarbejde med en tværfaglig vejledergruppe bestående af Asthildur Arnadottir, Jens Søndergaard, Anette Fischer Pedersen, Line Bjørnskov Pedersen, Sigrid Moesgaard Larsen, Nanna Holt Jessen og Per Kallestrup.

Projektet støttes af en bevilling fra Lundbeckfonden.


Lea Kramer Knudsen

Forskningsstipendiat

Vejledning om bæredygtig forskning

En bæredygtighedsgruppe på tværs af landets almenmedicinske forskningsenheder har i løbet af det seneste års tid arbejdet på at udvikle en vejledning for bæredygtig sundhedsforskning. Udviklingen fulgte RIGHT Statement.

Gruppen består af Asthildur Arnadottir, Malene Plejdrup Hansen, Torsten Risør, Jens Søndergaard, Kristian Damgaard Lyng, Sigrid Moesgaard Larsen og Nanna Holt Jessen.

"Vejledning for bæredygtig sundhedsforskning i Danmark 2024" blev udgivet i starten af oktober 2024.