Deltagerinformation


Hvad er formålet med undersøgelsen?

PREP-studiet undersøger, hvordan medicinsk behandling af overvægt implementeres i almen praksis, og hvilke erfaringer læger og patienter har med behandlingen i Danmark.

Vi vil blandt andet undersøge lægers holdninger til behandlingen, herunder deres accept af og praksisser i forbindelse med behandlingen, og patienternes oplevelser og erfaringer med medicinen i hverdagen. Samtidig får vi indblik i, hvordan behandlingen fungerer fra ordination til praksis – set fra både lægens og patientens perspektiv.


Hvorfor er undersøgelsen vigtig?

Behandling af overvægt berører kroppen, men griber også ind i hverdagen. Almen praksis spiller en afgørende rolle for, hvordan behandlingen tager form.

Tidligere studier har vist lovende vægttabsresultater med disse GLP-1 analoger, men i den virkelige hverdag møder både patienter og læger udfordringer, som vi endnu ikke forstår fuldt ud. Vi ved ikke nok om, hvad der sker fra det tidspunkt, hvor medicinen ordineres, til den enten virker eller stopper med at gøre det. Denne undersøgelse samler viden fra både patienter og læger og giver et samlet billede af, hvordan behandlingen opleves og fungerer i praksis og i hverdagen. Den viden kan føre til bedre behandlingsforløb for fremtidige patienter og give læger et stærkere fagligt fundament at arbejde ud fra.


Hvad bidrager undersøgelsen med?

PREP-studiet er det første danske studie, der kombinerer læge- og patientperspektivet i undersøgelsen af medicinsk behandling af overvægt i almen praksis.

Resultaterne vil danne grundlag for konkrete anbefalinger til almen praksis og bidrage til nationale kliniske retningslinjer, så fremtidige patienter kan få en bedre og mere ensartet behandling.


Hvorfor deltage i undersøgelsen?

Lægers og patienters oplevelser i forbindelse med medicinsk behandling af overvægt kan give os værdifuld viden, som vi i dag mangler. Ved at dele dine erfaringer bidrager du til, at vi for første gang får et reelt indblik i, hvordan behandlingen opleves fra patientens perspektiv i Danmark.

Den viden kan være med til at forbedre fremtidige patienters behandlingsforløb. Patientperspektivet kan også give læger en større forståelse for de udfordringer, der følger med behandlingen, så ingen skal stå alene med det, der er svært.


Hvad indebærer det at deltage?

Deltagelse består af flere interviews: et før du starter medicinen, et undervejs i behandlingen og et, når du har stoppet behandlingen. Hvert interview tager mellem 15 og 60 minutter og foregår enten telefonisk eller fysisk. Det kan måske blive nødvendigt med flere interviews, hvis du har et langt forløb, og du bestemmer selv, hvornår du stopper med medicinen.

Alle oplysninger, du deler, bliver behandlet fortroligt og fuldstændig anonymiseret, så du ikke kan genkendes i resultaterne af undersøgelsen.


Hvem kan deltage?

Du kan deltage, hvis du overvejer at starte medicinsk behandling af overvægt med ugentlige injektioner, men endnu ikke er begyndt. Vi følger dig gennem hele dit forløb – fra før den første injektion og helt til efter, at du stopper. Alle er velkomne uanset køn og alder.

Har du lyst til at deltage? Så er du velkommen til at kontakte Signe Skjærbæk Holm.





Spørgsmål til undersøgelsen?

Kontakt projektleder Signe Skjærbæk Holm: