Ph.d.-afhandling undersøger behandling af atrieflimren i almen praksis
Atrieflimren er en udbredt hjerterytmeforstyrrelse. Blodfortyndende medicin kan mindske risikoen for at få en blodprop i hjernen, men det ser ud til, at mange patienter ikke får denne behandling.

Atrieflimren er den mest almindelige hjerterytmeforstyrrelse på verdensplan, og tilstanden er forbundet med en femdobling af risikoen for at få en blodprop i hjernen. Blodfortyndende behandling kan mindske risikoen, men epidemiologiske undersøgelser viser, at mange ikke får behandling. Det tyder på, at der er en forskel mellem den forskningsbaserede viden og den daglige kliniske praksis.
Beslutninger om blodfortyndende behandling er dog komplicerede, og fordele og ulemper skal afvejes nøje. Mange patienter med atrieflimren følges hos deres praktiserende læge, men vi kender ikke årsagerne til denne tilsyneladende underbehandling, og hvilken rolle almen praksis spiller.
Formålet med dette ph.d.-projekt var at skabe et vidensgrundlag til at understøtte udviklingen af en intervention, som kan sikre den rette blodfortyndende behandling til patienter med atrieflimren.
To delmål, tre studier
Det første delmål var at undersøge variation i udskrivningsmønstre for blodfortyndende medicin på tværs af klinikker i almen praksis og på tværs af de fem danske regioner. Variation kan tyde på afvigelser fra guidelinebaseret behandling og pege på mulige områder for forbedring. Det andet delmål var at undersøge, hvorfor patienter med atrieflimren ikke får blodfortyndende behandling.
To populationsbaserede kohortestudier med data fra danske sundhedsregistre blev anvendt til at undersøge behandlingsvariation, mens et auditstudie med gennemgang af patientjournaler fra almen praksis belyste årsagerne til manglende behandling.
Registerstudierne viste, at en femtedel af patienterne ikke får behandling, selvom brugen af blodfortyndende behandling af atrieflimren er steget markant over det seneste årti. Alligevel var der stort set ingen variation i klinikkernes udskrivningsmønstre.
Fravalg baseret på kliniske overvejelser
Gennemgangen af journaler (auditstudiet) for patienter, der ikke fik blodfortyndende medicin, viste, at fravalg af behandlingen i langt de fleste tilfælde var bevidst og baseret på klinisk relevante overvejelser. Og de resultater var overraskende.
’Vi havde forventet, at studierne ville bidrage med baggrundsviden til udviklingen af en målrettet indsats i almen praksis med henblik på at sikre relevant antikoagulerende behandling til patienter med atrieflimren. I stedet tyder resultaterne på, at selvom op mod en femtedel af alle patienter med atrieflimren ikke får behandling, er forekomsten af klinisk relevant underbehandling lav,’ siger Ina Grønkjær Laugesen.
Hun understreger, at der fortsat er mulighed for at forbedre behandlingen i udvalgte patientgrupper.
’Fremtidig forskning bør undersøge, hvordan opfølgningsforløb kan optimeres for at sikre rettidig identifikation af behandlingsbehov, uden at belaste patienter og sundhedsvæsen med unødvendige indsatser’ siger hun.
Forsvar den 30. april 2025
Ina Grønkjær Laugesen forsvarer sin ph.d.-afhandling ”Anticoagulant therapy for atrial fibrillation: exploring the treatment gap among patients in general practice” onsdag den 30. april 2025 kl. 14.00 i auditoriet (rum 201) ved Aarhus Institut of Advanced Studies, bygning 1632, Aarhus Universitet, Høegh-Guldbergs Gade 6B, 8000 Aarhus C.
Forsvaret er offentligt. Alle er velkomne. Efter forsvaret afholder Forskningsenheden for Almen Praksis reception i lokale 1261-118 (frokoststuen) på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
Om projektet
Ph.d.-afhandlingen og de tre tilknyttede videnskabelige artikler udgår fra Health ved Aarhus Universitet. Projektet er udført i et tæt samarbejde mellem Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.
Projektet har modtaget støtte fra Graduate School of Health ved Aarhus Universitet, Praksisforskningsfonden, Fonden for Almen Praksis, Kvalitets- og Efteruddannelsesudvalget (KEU) i Region Midtjylland.
Yderligere oplysninger
Ph.d.-studerende Ina Grønkjær Laugesen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed &
Forskningsenheden for Almen Praksis
inalauge@ph.au.dk
Projektets 3 delstudier
- General practice-related variation in oral anticoagulant treatment of atrial fibrillation: a nationwide cohort study. Laugesen IG, Vestergaard CH, Paust A et al. BJGP Open. 2025 Nov 11:BJGPO.2024.0197. doi: 10.3399/BJGPO.2024.019.
- Temporal trends and patient determinants of geographic variation in oral anticoagulant treatment of atrial fibrillation: a nationwide cohort study in 2013-2022. Laugesen IG, Prior A, Mygind A et al. Accepted for publication i BMJ Open.
- Anticoagulant treatment omission in patients with atrial fibrillation: an audit of patient records in general practice. Laugesen IG, Mygind A, Grove EL et al. Accepted for publication i BMC Primary Care.