Grøn praksis - en bæredygtig tilgang til almen praksis

Klimaforandringer truer den globale sundhed. WHO og Lancet-kommissionen har flere gange udtrykt, at klimaforandringer udgør den største trussel i det 21. århundrede for den globale sundhed. Men der er potentiale for forbedringer på området.

Sundhedsvæsenet er en væsentlig bidragsyder til udledning af CO2.´I Danmark udgør klimaaftrykket fra sundhedsvæsenet således godt 6 % af det samlede klimaaftryk. Det største aftryk stammer fra klinisk aktivitet, herunder brugen af medicinsk udstyr og medicin i almen praksis. Medicin står for næsten en fjerdedel af sundhedsvæsnets samlede CO2-udledning ifølge en beregning fra National Health Service (NHS) i Storbritannien. Noget medicin er mere klimatungt end andet; f.eks. er klimaaftrykket for en inhalationsspray væsentligt højere end aftrykket for en tilsvarende pulverinhalator.

Et bæredygtigt, klimavenligt og samtidig patientsikkert alternativ til traditionel medicin kan muligvis være at fokusere på ikke-medicinske recepter, herunder forebyggelse og sundhedsfremme. Men der mangler forskning på området. Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus har en medarbejder, der fokuserer på at gøre almen praksis mere grøn og bæredygtig gennem forskning på området. Hun er også en del af interessegruppen ’Grøn Praksis’. 

Hvem er 'Grøn Praksis'?

Grøn Praksis er en landsdækkende interessegruppe for læger, der ønsker fokus på en mere bæredygtig almen praksis. Oprindeligt udsprang Grøn Praksis fra Læger for Klimaet. I dag er gruppen  forankret i Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Gruppen arbejder evidensbaseret og inden for rammerne af DSAM's pejlemærker.

Grøn Praksis formidler viden om sammenhænge mellem klimaforandringer og sundhed til kollegaer og patienter. Gruppen arbejder på at give de praktiserende læger en værktøjskasse, der gør det muligt at træffe klimavenlige valg. I efteråret 2021 udgav gruppen to forskellige grønne tips (se knapperne nederst til højre), og i foråret 2023 udgav gruppen en artikel på Lægehåndbogen om  klimavenlig praksis. Tanken er, at øget fokus på bæredygtighed og klima også potentielt vil kunne højne sundheden blandt patienterne.

Inspiration fra udlandet

Storbritannien har nedbragt CO2-udslippet med næsten 20 pct. fra 2007 til 2017 ved at fokusere på bæredygtig sundhed. Reduktionen er opnået gennem en målrettet indkøbspolitik og ændring af ordinationsmønstre. De arbejder på at blive CO2-neutrale i 2040.

Royal College of General Practice (RCGP) har sammen med blandt andre Health Education England udviklet en grøn værktøjskasse, ’Green Impact for Health Toolkit’, som kan hjælpe praktiserende læger med at reducere deres miljøaftryk.

I Irland har man udviklet ’GLAS Toolkit’, og i Sverige arbejdes der i projekt ’Bæredygtig Vårdcentral’ i Värmland med at reducere CO2-udledning fra almen praksis.