Flere og flere overlever kræft i Danmark. Dermed oplever flere også, at kræften vender tilbage. Sundhedssektoren bruger mange ressourcer på opfølgning af kræft. Et vigtigt formål er at opspore tilbagefald tidligt, da det giver bedre muligheder for helbredende behandling. Trods den store indsats har man hidtil ikke kunnet påvise en bedre overlevelse blandt patienter med tilbagefald, og opfølgningsprogrammerne er derfor under revision.

Almen praksis skal fremover have en større rolle i kræftopfølgningen, og den praktiserende læges indgående kendskab til sine patienter kan her bringes i spil som en særlig fordel. Undersøgelser tyder på, at cirka halvdelen af tilbagefald af kræft opdages uden for de planlagte opfølgningsbesøg, f.eks. når en patient præsenterer symptomer, der får lægen til at mistænke kræft. Vi ved dog meget lidt om denne del af opsporingen, fordi det er vanskeligt at identificere patienter med tilbagefald kræft.

Vores forskningsgruppe har udviklet en registerbaseret metode, der kan identificere patienter med tilbagefald af kræft. Ved at sammenkoble information fra spørgeskemaer og danske registre kan vi få detaljeret viden om patienterne, deres kræftsygdom og forløbet i almen praksis i tiden før diagnosen. Vi vil således kunne kortlægge opsporing af tilbagefald af kræft. Dette studie har til formål at undersøge, om systemet tilgodeser alle patienter eller overser bestemte grupper. Ved at følge patienterne i ét år efter diagnosen vil vi også undersøge, hvordan udformningen af forløbet i almen praksis påvirker overlevelsen.

Dette ph.d.-projekt udføres i perioden 1. februar 2022 - 31. januar 2025.

Frygt for tilbagefald af kræft er en stor bekymring blandt tidligere kræftpatienter. Det er det problem, som tidligere kræftpatienter oftest angiver, at de mangler hjælp til at håndtere. Frygt for tilbagefald af kræft kan udvikle sig til at udgøre en trussel for patientens sundhed og livskvalitet, hvis der ikke ydes rettidig støtte og behandling. Der er således behov for mere fokus på at støtte tidligere kræftpatienter i at håndtere deres frygt for tilbagefald af kræft i kræftopfølgningen.

Projektets formål er at tilvejebringe ny viden, der kan forbedre opsporing af patienter, der lider af frygt for tilbagefald af kræft. Endvidere vil projektet undersøge, hvilke andre behov i kræftopfølgningen der har sammenhæng med udbredt frygt for tilbagefald af kræft, og hvordan frygten for tilbagefald hænger sammen med patientens lægesøgning.

Studiets resultater er relevante for praktiserende læger, som har stadig flere tidligere kræftpatienter tilknyttet deres praksis. Fokus på håndteringen af frygten for tilbagefald kan være med til at sikre, at patienterne bedre kan håndtere dagligdagen og tage vare på egen sundhed og rehabilitering efter afsluttet kræftbehandling.

Tidlig diagnostik af tilbagefald af kræft er et vigtigt fokus i kræftopfølgningen. Traditionelt har kræftopfølgning foregået på specialiserede afdelinger på hospitalet, men man har længe diskuteret, at den højtspecialiseret kræftopfølgning bør kombineres med nye modeller og andre faggrupper, særligt de praktiserende læger. For at understøtte denne proces er der behov for mere viden om, hvordan almen praksis allerede i dag er i kontakt med tidligere kræftpatienter og er involveret i opsporing af tilbagefald af kræft.

Projektets formål er at belyse tidligere tarmkræftpatienters kontakter i sundhedsvæsnet i året forud for en diagnose af tilbagefald af tarmkræft. Studiet vil undersøge kontakter og tests i almen praksis samt kontakter og diagnostiske undersøgelser på hospitalet, generelt og i opfølgningsregi.     

Almen praksis står potentielt for at skulle være med til at løse en vigtig opgave for en stor patientgruppe af tidligere kræftpatienter. Dette studies resultater vil være med til at belyse, hvordan almen praksis kan bidrage til kræftopfølgningen og tidlig opsporing af tilbagefald, og om patienter og sundhedsvæsen kan drage fordel af, at almen praksis får en mere formel rolle i kræftopfølgningen.

Danske læger agerer som 'gatekeepers' til det specialiserede sundsvæsen. De fleste patienter med kræft begynder deres diagnostiske forløb med at præsentere symptomer på kræft hos deres egen læge, og både patient og læge skal navigere i det. Derfor er det vigtigt at have viden om, hvilke faktorer der kan få betydning i interaktionen imellem patienten og lægen og være med til at sikre et optimalt forløb i almen praksis før henvisning til specialiseret diagnostik.

Formålet med dette projekt er at undersøge interaktionen mellem patienten og den praktiserende læge i det diagnostiske forløb.

Projektet vil bidrage med vigtig viden om, hvad der er afgørende i mødet mellem patienten og den praktiserende læge i forbindelse med kræftdiagnostik.

Prognosen efter kræft er dårligere blandt patienter, som har psykisk sygdom. Det er bl.a. forbundet med  suboptimal diagnostik og behandling. Tidligere studier viser, at vejen til diagnose og optimal behandling har stor betydning for prognosen for kræftpatienter generelt. Vi mangler dog viden om, hvilke områder der potentielt kunne give særlige udfordringer for kræftpatienter med samtidig psykisk sygdom.

Formålet med dette projekt er at undersøge, hvor patienter med eksisterende psykiske sygdomme præsenterer sig i systemet, og om de modtager optimal behandling. Endvidere vil projektet undersøge, om der er variation mellem undergrupper af psykiske sygdomme, og om bestemte patientkarakteristika kombineret med psykisk sygdom er associeret med suboptimal diagnostisk og behandling.

Projektet vil kunne belyse et nyt område, da vi mangler viden om kræftdiagnostik og behandling af personer med eksisterende psykiske lidelser. Projektet vil kunne pege på bestemte grupper af psykiske sygdomme, som kan give særlige udfordringer. Dermed vil det blive muligt at give disse patienter mere målrettet støtte i deres kræftforløb.

Hvert år diagnosticeres cirka 4.000 danskere med kræft i blodet eller i de bloddannende organer. Eksempelvis ser vi hvert år ca. 500 tilfælde af knoglemarvskræft og 1.500 tilfælde af lymfekræft i Danmark. Disse patienters prognose afhænger af, hvor tidligt i forløbet diagnosen stilles. Mange patienter med hæmatologisk kræft har dog ofte uspecifikke symptomer. Det kan medføre en forlænget og suboptimal diagnostisk proces, f.eks. får nogle patienter en diagnose efter en ikke-planlagt indlæggelse.

Forskning viser, at op mod 40 pct. af patienterne med knoglemarvskræft diagnosticeres efter en ikke-planlagt indlæggelse. I denne gruppe er 5-års overlevelsen kun 50 pct. Til sammenligning er den 82 pct. blandt de patienter, der diagnosticeres efter henvisning fra egen læge. Vi har brug for mere viden om den diagnostiske proces for disse patienter. To vigtige skridt er at identificere, hvor diagnostikken indledes i sundhedsvæsenet, og hvilke symptomerne patienterne præsenterer, når de henvender sig i almen praksis.

Dette projekt har to formål. Vi vil undersøge, hvordan det at blive diagnosticeret med hæmatologisk kræft efter en ikke-planlagt indlæggelse hænger sammen med prognose, patientkarakteristika og brug af sundhedsydelser. Vi vil også undersøge, hvordan symptompræsentation hænger sammen med den praktiserende læges handlinger og patientens brug af sundhedshedsydelser.

Det første formål belyses gennem fire registerstudier, som inkluderer ca. 15.000 patienter, der er diagnosticeret med hæmatologisk kræft i 2014-2018. Det andet formål bliver belyst på baggrund af data fra nationale registre og fra en spørgeskemaundersøgelse, herunder information om bl.a. symptomer og tiltag i almen praksis (f.eks. se tiden an, henvise patienten eller iværksætte medicinsk behandling).

Projektet udføres af en erfaren forskergruppe, som ud over forskere fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus består af epidemiologer, læger og en statistiker. Gruppen har et tæt samarbejde to eksperter inden for onkologisk hæmatologi.

Resultaterne vil give ny viden om det diagnostiske forløb hos patienter med hæmatologisk kræft, så vi kan besvare flere centrale spørgsmål: Hvilke patientgrupper har suboptimale diagnostiske forløb? Hvilke symptomer bør have særligt fokus? Hvilke muligheder har vi for at stille en tidligere diagnose?

Denne viden kan bruges af sundhedsplanlæggere og klinikere, som er involvereret i den diagnostiske proces, så vi kan optimere de diagnostiske forløb for patienter med hæmatologiske kræftsygdomme.

Henvisning til kræftpakkeforløb sker primært på baggrund af fund af specifikke alarm-symptomer. Kræftpatienter uden disse symptomer risikerer derfor forsinket diagnosticering og dermed fremskredent sygdomsforløb. Den enkelte læge udfordres således af at skulle foretage deres kliniske vurdering af patienten og beslutte den diagnostiske strategi ud fra vage og uspecifikke symptomer.

Dette forskningsprojekt fokuserer på tidlig opsporing og diagnosticering af kræft i almen praksis hos patienter, hvor kræft ikke umiddelbart mistænkes. Projektet vil give ny indsigt i de udfordringer, som den enkelte læge oplever i forbindelse med med vage og uspecifikke symptomer, og hvordan disse udfordringer håndteres i en travl hverdag.

Projektet undersøger, hvordan alment praktiserende læger håndterer tidlig opsporing og diagnosticering af kræft ved patienter med uspecifikke eller vage symptomer på kræft, når kræft ikke umiddelbart mistænkes. Et særligt fokus rettes mod, hvilke udfordringer læger har i det diagnostiske arbejde, og hvordan usikkerhed håndteres som præmis i dette arbejde. Disse temaer belyses gennem etnografisk feltarbejde, observationer og kvalitative interviews.

Projektet gennemføres i samarbejde med Line Flytkjær Virgilsen og Linda Aagaard Rasmussen.

Flere studier viser, at kræft opdages senere hos etniske minoriteter end baggrundsbefolkningen. Derfor er kræften ofte mere udbredt, når den diagnosticeres.

Kræftens udbredelse på diagnosetidspunktet er en vigtig indikator for den enkelte patients prognose. Prognosen afhænger også af ”tiden til diagnose” (dvs. den tid, der går fra henvendelse til sundhedsvæsnet, og indtil diagnosen er fastsat) og af ”vejen til diagnose” (dvs. om patienten diagnosticeres via kræftpakke, screening, akutmodtagelse eller andet).

Den praktiserende læge spiller en vigtig rolle ved udredning af kræft, idet 75 pct. af alle kræftpatienter ses af den praktiserende læge i forbindelse med udredningsforløbet, og 45 pct. udredes via en kræftpakke fra primærsektoren.

Forskning viser, at patienterne henvender sig hyppigere hos den praktiserende læge i en kortere eller længere periode før deres kræftdiagnose. Det tyder på, at det er muligt at diagnosticere kræften endnu tidligere end i dag. Vi ved dog ikke, om etniske minoritetspatienter har et andet henvendelses- og udredningsmønster end baggrundsbefolkningen inden deres kræftdiagnose, eller om nogle grupper i højere grad end andre henvender sig hos den praktiserende læge inden diagnosen.

Dette projekt undersøger etniske minoriteters ”veje til diagnose” og kortlægger patienternes henvendelsesmønster ved den praktiserende læge inden diagnosen. Projektet undersøger også, om patientens kommunikation med den praktiserende læge i tiden op til kræftdiagnosen påvirker diagnosetidspunktet.

Projektet vil bidrage med vigtig viden om etniske minoriteters henvendelses- og udredningsmønster samt tiden til kræftdiagnosen. Vi håber, at denne nye viden kan bidrage til eventuelle forbedringer af udredningsprocessen, særligt i almen praksis.

De fleste patienter med kræft starter den diagnostiske udredning i almen praksis. En tidlig diagnose er afgørende for overlevelsen. Derfor er det vigtigt, at de praktiserende læger har gode muligheder for at opspore kræftsygdommen tidligt. Kræft i maveregionen (abdomen) udgør en tredjedel af alle ny-diagnosticerede kræfttilfælde, men disse kræfttyper kan være svære at diagnosticere, fordi mange af symptomerne kan minde om hinanden, og fordi nogle patienter i begyndelsen præsenterer sig med vage symptomer. For at øge muligheden for at optimere udredningen af kræft i abdomen (mhp. tidlig diagnose) er det afgørende at undersøge tiden op til diagnosen for patienter med abdominalcancer.

Dette ph.d.-projekt undersøgte brugen af sundhedsydelser i perioden før en diagnose af kræft i abdomen og sammenhænge mellem lægens mistanke om kræft og henvisning af patienten til kræftpakke og mellem lægens mistanke og tidsintervallet i primærsektoren.

Mange forskellige diagnostiske undersøgelser blev anvendt på tværs af de forskellige kræfttyper i abdomen i løbet af de 12 måneder umiddelbart før en diagnose. Antallet af undersøgelser steg over tid, men hyppighed og tidspunkt for stigningen varierede for de undersøgte kræfttyper. Derudover viste resultaterne, at den praktiserende læge havde mistanke om kræft eller anden alvorlig sygdom i 46-78% af patienterne med kræft i abdomen. Lægens første mistanke om kræft eller anden alvorlig sygdom var stærkt associeret med henvisning til kræftpakke og lavere risiko for at have et langt udredningsforløb i primærsektoren.

Anæmi er et globalt sundhedsproblem, der udfordrer sundhedspersonale og påvirker patienters sundhed. Laboratoriebaseret og diagnostisk udredning af anæmi er afgørende for at afdække den underliggende årsag til anæmi for at sikre rettidig diagnose af mulig alvorlig sygdom, især kræft.

Praktiserende læger er ofte de første til at opdage patienter med anæmi, og de har derfor en central rolle i den diagnostiske proces. Den diagnostiske proces og kræftrisikoen hos patienter med nyopdaget anæmi i almen praksis er dog ikke tilstrækkeligt belyst.

Dette ph.d.-projekt undersøger laboratoriebaseret og diagnostisk udredning af patienter med nyopdaget anæmi i almen praksis. Endivere undersøges kræftrisikoen hos disse patienter. Den nye viden vil bidrage til øget fokus på anæmi med henblik på at opnå rettidig diagnose og forbedret prognose af mulig underliggende kræftsygdom.

Prioriteringen af tidlig diagnostik af kræft og øget brug af CT-skanninger betyder, at flere og flere mennesker indgår i CT-opfølgning for små lungeforandringer. Disse forandringer kan være et tegn på lungekræft, men er det kun i meget få tilfælde.

Dette ph.d.-projekt undersøger det sociale felt omkring udredning for kræft som et samspil mellem bioteknologi, diagnostik og mennesker − med etiske og sociale effekter. Gennem feltarbejde i en lungeklinik, hjemmebesøg og interviews med mennesker i opfølgning, har jeg undersøgt, hvordan disse ubestemmelige forandringer sætter spor både i den medicinske praksis og i hverdagslivet.

Jeg viser, hvordan velfærdsstatens fokus på tidlig opsporing af sygdomme også medfører nye uvisheder og etiske spørgsmål, som mennesker forsøger at forstå betydningen af. I et bredere perspektiv kan projektet skabe grobund for refleksioner over, hvilke relationer vi ønsker mellem vores kroppe, bioteknologi, sygdomsopsporing og staten.

Alder øger risikoen for at få kræft. Næsten halvdelen af kræfttilfældene i Danmark diagnosticeres hos ældre på 70 år eller mere. De har en dårlig overlevelse, men vi ved ikke, hvad det skyldes. Tidligere studier i andre populationer peger på, at kræftprognosen primært afhænger af, hvor patienten først henvender sig i sundhedsvæsenet, om patienten henvises til et særligt kræftpakkeforløb, og hvilken behandling patienten får. Disse tre faktorer bør undersøges i en population af ældre kræftpatienter.

Det overordnede formål med projektet er at få viden om: Hvor påbegynder de ældre kræftpatienter deres udredningsforløb? Udredes de gennem et kræftpakkeforløb? Hvilken behandling får de? Vi vil også undersøge sammenhængen mellem disse faktorer, prognosen hos ældre kræftpatienter, og om faktorerne varierer på tværs af særlige karakteristika hos patienten eller i forhold til strukturelle parametre. 

Projektet vil bidrage med viden, der kan give os en bedre forståelse af udredningen og behandlingen af ældre kræftpatienter i Danmark. Vi vil få et bedre forståelse af, hvorfor nogle grupper af ældre kræftpatienter har uhensigtsmæssige udrednings- og behandlingsforløb, og om dette relaterer sig til medicinske, personlige eller strukturelle forhold. Den nye viden vil kunne bruges i planlægningen af fremtidige patientkampagner, til uddannelse af sundhedspersonale og ved evt. omstruktureringer af sundhedsvæsenet på længere sigt. 

• Vejen til kræftdiagnose for ældre. Jensen H, Virgilsen LF, Rasmussen LA et al. Ugeskr Laeger 2024, 186(2): 132-135.

Kvinder med ovariekræft i Danmark har en alvorlig prognose, og flere end halvdelen har avanceret sygdom, når de får stillet diagnosen. Den diagnostiske udredning starter ofte i almen praksis, men sygdommen er kendt for at have vage og uspecifikke symptomer, hvilket både komplicerer patienternes lægesøgningsadfærd og sundhedssystemets udredning.

For at kunne stille en diagnose tidligere i forløbet og dermed på et tidligere stadie, skal vi have identificeret de faktorer, der kan forlænge tiden til en diagnose.

Studiet skal undersøge hyppigheden af kontakter i almen praksis, hyppigheden af billeddiagnostiske undersøgelser, antal af pakkeforløb og kontakter til hospitalet for hhv. kvinder med ovariekræft og ikke-kræftramte kvinder i Danmark samt i forskellige undergrupper af kvinder med ovariekræft.

Studiet vil give indblik i hvor, hvornår og hvordan patienter med ovariekræft bruger sundhedssystemet i tiden op til diagnosen. Det vil give nye muligheder for at identificere områder, hvor der kan interveneres, så tidsperioden op til diagnosen kan mindskes. Det vil vi bl.a. gøre ved at undersøge, hvor i sundhedssystemet der evt. eksisterer potentielle flaskehalse. Vi vil også undersøge, om særlige patientkarakteristika øger risikoen i nogle grupper for en ikke så rettidig diagnose i form af forlænget tid og øget brug af sundhedsydelser op til diagnosetidspunktet.

Patienter med kræft i bugspytkirtlen (pancreascancer) præsenterer ofte uspecifikke symptomer. Sygdommen er ofte fremskredet ved diagnosen med en tilhørende dårlig prognose. Da screening ikke er er muligt for denne kræfttype, er der behov for viden om, hvilke faktorer der har betydning for hurtig diagnostik. Det kunne f.eks. være, hvordan brugen af sundhedsydelser ser ud i tiden op til diagnosen, og hvilke faktorer der er associeret med den praktiserende læges mistanke, tiden til diagnose og henvisning til kræftpakker.

Formålet med dette projekt er at undersøge tiden før diagnose blandt patienter med pancreascancer - med særligt fokus på almen praksis og sundhedsydelser i tiden før diagnosen.

Resultaterne af projektet vil belyse et vigtig område blandt en patientgruppe, som har en dårlig overlevelse. Projektet vil kunne belyse områder i sundsvæsnet, hvor en ekstra indsats, støtte eller nye muligheder potentielt vil kunne understøtte tidlig diagnostik af pancreascancer.